FOMO

Prædiken til Første søndag i advent, d. 28. november 2021 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 4,16-30. Salmer: 74 – 448 – 146 – 78 – 69,5-6 – 862.  

Det er tidlig morgen på én af Washingtons travleste banegårde. Udenfor er det frostklart vintervejr med en kølig vind. Folk er pakket godt ind uldfrakker og halstørklæder. Ikke som de danske vintre, hvor vi oftere må løsne halstørklædet lidt. Folk haster rundt denne morgen – stemningen er tyk af travlhed.

En mand iført lidt slidt tøj og basketballkasket finder sin violin frem midt på banegården og begynder at spille. Han lægger sin violinkasse foran sig på det kolde cementgulv i håb om, at der måske er nogen, der kan lide musikken. Og straks strømmer den smukkeste musik ud i travlheden. Musikanten fortolker nogle af de store klassikere, mens tusinder går forbi ham i den travle morgenstund. 

Og i de 45 minutter, det varer, er der kun få, der smider en mønt i violinkassen, og kun få har tid til at stoppe op og lytte.  En enkelt voksen og et par børn lytter lidt, men langt de fleste er ligeglade eller for travle, eller måske ligefrem irriterede over endnu en forstyrrende gademusikant. 

Ingen ligger mærke til, at der for øjnene og ørerne af dem bliver fremført verdens smukkeste violinmusik, og ingen ligger mærke til, da det stopper igen. Og hvad heller ingen bemærker er, at manden med baseballkasketten er den verdensberømte violinist Joshua Bell. Ham, der ellers er vant til at spille for fulde sale og for skyhøje billetpriser. Og ham, hvis Stradivarius-violin koster et svimlende tocifret millionbeløb. Det er ham, der lige pludselig står og spiller på banegården: en verdensstjerne fra de største scener, lige midt i morgentrafikken! 

Og jeg ved det, for han filmede det hele med skjult kamera. I kan finde klippet på youtube.

De fleste af os kender gademusikanterne. Og jeg vil hævde, at I – ligesom jeg selv – også langt de fleste gange går forbi dem. Nogle gange lyder det okay, men vi har ikke tid til at stoppe op og lytte. Men andre gange bliver opmærksomheden til en irritation. Der går man – i raskt trav ned gennem strøget og passer sit eget – og pludselig stopper det hele til i mylderet, fordi en eller anden gør krav på det meste af gågaden og overdøver enhver tanke.

Men denne morgen på banegården i Washington var der faktisk grund til at stoppe op. For selvom de mange mennesker ikke forventede noget særligt af ham, da de gik forbi, var han jo én, de burde have holdt øje med. Én de burde have lagt mærke til. De genkendte ham bare ikke – selvfølgelig fordi, det hele virker så absurd, at en verdensstjerne skulle finde på at stille sig op midt i mylderet.

Men se! I dag tager vi hul på et nyt kirkeår og vi begynder forfra på fortællingen om, hvem Gud er, og hvordan Gud er til stede lige her hos os. Og lad mig sige det med det samme: Han kommer, når vi mindst venter det, og på en måde, vi mindst havde regnet med. Det er det, det handler om! Han viser sig præcis der, hvor vi ikke troede, det var muligt. Han bryder igennem himlen, bryder igennem muren, bryder igennem hjertet for at være der, hvor ingen troede, at Gud skulle være. Vores opgave er at holde øjne og ører åbne!

I dagens evangelium får vi en forsmag på det hele. Folkene i fortællingen har hørt, at Josefs søn, Jesus fra Nazareth, er noget særligt. De har hørt, at han har gjort store gerninger andre steder, og derfor håber de, at han nu også vil gøre store gerninger i hans hjemby.

Men deres glæde vendes straks til irritation og vrede, fordi han ikke er, som de forestiller sig og forventer sig. Folkene er lukket inde i deres egen lille landsby og deres egen tankegang, hvor de mest af alt tænker på dem selv. Og derfor vil de gerne have ham til at gøre, ligesom han gjorde ovre i Kapernaum, hvor han helbredte syge folk. Er det mon for meget at forlange?

Men folket har tydeligvis ikke helt forstået, hvem det faktisk er, de har fået besøg af. For Jesus er større end en helbredelse i nabolandsbyen. De tænker for snævert, og de begrænser hans tilstedeværelse ved bare at tro, at han skal være deres her-og-nu-tjener.

For Jesus er skriftordet, der er gået i opfyldelse – det vil sige: han er den, som profeten Esajas for mange år siden spåede om. Han er Guds søn! Og det er større, end de forestiller sig. Som billede på det, fortæller Jesus om dengang, der var hungersnød i Israels land, men hvor Elias virkede et helt andet sted: han helbredte en anden kvinde langt væk i Sidons land. Eller om dengang der var mange spedalske i Israel, men Elias helbredte en syreren Na’aman.

Med de to fortællinger, vil Jesus prøve at fortælle: Det, der sker nu, og den der står foran jer, er meget større, end det, I beder om. Gud kommer til verden – og ikke kun til Nazareth. Og deres opgave er at genkende netop det og åbne sig for det. At turde tro, at de ser det store i det små. At de ser Gud i Josefs søn – hvor mærkeligt det end må være – som er Gud for hele verden.

Når jeg læser om de ivrige folk i Nazareth, kommer jeg til at tænke på et fænomen fra vores tid, nok særligt blandt unge: FOMO, ”fear of missing out”, frygten for at gå glip af noget.

Vi vil så gerne have det hele med. Vi vil så gerne opleve alt, og være alle de rigtige steder på alle de rigtige tidspunkter, og ikke gå glip af livet. FOMO opstår nok særligt, fordi vi på de sociale medier hele tiden bliver mindet om alt det sjove og fantastiske, andre laver. Og så er det klart, at vi får FOMO.

Men det er jo utopisk at forestille sig, at vi ikke skal gå glip af noget. Vi er mennesker. Vi er begrænsede. Og sådan er det. Og derfor bliver bagsiden af FOMO for nogen også stress og angst, fordi man stræber efter noget uopnåeligt, som til sidst ender med at slide én op.

Og for dem, der ikke ender med stress, sker der måske ”bare det” – i citationstegn – man er så optaget af, ikke at gå glip af noget, at man faktisk ikke oplever noget som helst, fordi man springer rundt uden at være egentlig til stede. Og være så optaget, at man glemmer at være stille, glemmer at gå i dvale, og glemmer at åbne sig selv for det, der kan komme til os udefra!

Nazarets befolkning led måske lidt af FOMO? De ville også bare gerne være med. Og så er det klart, at de bliver vrede, da der pludselig står én foran dem, med en helt anden dagsorden, og et helt andet budskab.

Jesus vil sådan set ikke lade dem gå glip af noget. Det er ikke det, han siger til dem. Men han vil rykke med deres forestillinger om, hvordan og hvornår det fantastiske sker. Han vil standse deres iver, deres hysteri, deres gisp efter at se og opleve det overfladiske og det almindelige.

I stedet skal de ture åbne deres øjne, åbne deres sanser, og være til stede der, hvor de er. For i det små og i det skjulte opstår det smukkeste og det mest fantastiske. Midt på banegården stod Joshua Bell og spillede verdensmusik. Midt iblandt folket stod Guds egen søn.

Og om godt en måned skal vi turde åbne vores hjerter for det lille barn i krybben, når vi hører fortællingen om, hvordan Guds søn blev født som et menneske; som et undseeligt lys i det store mørke. Det lys var og er et lys, vi så let kan komme til at gå forbi. Men hvad nu, hvis det fantastiske faktisk er lige der?

I deres vrede og irritation drev Nazarets folk Jesus ud til kanten af byen, ud til kanten af deres kultur, ud til kanten af deres opfattelse af virkeligheden og hvad, der var sandt og falsk, og dér var de klar til at kaste ham ud. Men det sker ikke. Han baner sig vej imellem dem og går.

Midt i vores vintermørke vil denne første adventssøndag stille os med et spørgsmål og en opgave: hvordan kan vi åbne os for det store, hvordan kan vi forvente det gode, og hvordan kan vi lade lyset bane vej imellem os?

Glædelig advent!

 Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.

Amen