Misundelse

Prædiken til søndag septuagesima (II) d. 13. februar 2022 i Brabrand Aarslev Kirker.
Matthæusevangeliet 25,14-30. Salmer: 754 – 448 – 853 – 192 – 728,4 – 697. 

Da den tredje tjener får sin ene mønt, går det galt. Han har knoklet. Han har slidt og slæbt som ingen anden. Eller jo: præcis som alle de andre har han arbejdet for sin herre. Og alligevel får han lavere belønning end de andre, synes han. Den første får fem. Den anden to. Men den tredje kun én!

Vreden bobler i ham. De andre går frejdigt afsted og sætter pengene i spil. Men den tredje tjener gør ingenting. Han er vred. Han føler sig mindre værd. Han er misundelig.

Det er misundelsen, der er omdrejningspunktet for fortællingen. Den, vi bliver både grønne og gule i hovedet af, når den viser sig, og som før i tiden også var kendt som én af de syv dødssynder.

Misundelse lyder som noget gammelt, hvis vi taler om den som en dødssynd. Men jeg tror, misundelsen lever i bedste velgående.

Misundelse kommer, når vi sammenligner os selv med andre, og har svært ved at unde andre det gode, de har. Og det er klart, at f.eks. de sociale medier virkelig er som et bål under denne sammenligning og følelse. Som aldrig før deler vi af os selv og vores liv i billeder og videoer. Vi viser os frem – og som oftest kun af det gode, det velfriserede og det rigtige. Og når det på den måde ser ud som om, at alle andre har det bedre end én selv, lever sundere, bor pænere, kører i lækrere biler osv., så er der ikke lang vej til at tænke misundelsens ordsprog: ”Det burde have været mig”.

Jeg tror, at særligt unge i deres teenageår er udsatte for misundelsens væsen, som kan have ret hårde konsekvenser for selvværdet. Hvis man hele tiden bliver bombarderet med perfekthed og polerede billeder, kan det være svært at se realistisk på livet, svært at komme overens med helt naturlige fejl og mangler hos én selv, svært at se, at vores værd som mennesker ikke skal måles i materialitet og likes på de sociale medier, men alene på, at vi er mennesker, der alle sammen er noget i os selv, og alle sammen har noget at give af til hinanden.

Der er få følelser, der som misundelsen kan få sin ejer til at føle sig som et lille menneske. Misundelsen får os til at føle os utilstrækkelige, og den kan tilmed fremkalde hemmelige ønsker om nederlag for den person, der er genstand for misundelsen.

Hvad er det modsatte af misundelse, kunne man spørge?

Filosof og teolog Søren Kierkegaard sagde, at det modsatte af misundelse er beundring. Når man beundrer nogen eller noget, ser man op til noget, glæder sig over noget, andre har. Og måske vil man også gerne selv have det. Men i beundringen anerkender man, at det ikke nødvendigvis kan lade sig gøre. At der er forskel mellem én selv og den eller det, man beundrer. Og at det faktisk er helt ok. Forskellen er accepteret, respekteret og positiv.

Men man kunne også sige, at det modsatte af misundelse er taknemmeligheden? I taknemmeligheden mærker du en afklaring med det, du har. I taknemmelighedens lys kan du sagtens se forskellene: at andre måske har noget bedre, eller noget mere end dig. Men at andre har mere end dig, gør ikke, at du ikke selv har noget at give af, noget at komme med. Og det, du har, er du taknemmelig for.

Jeg tror, det er den følelse, tjeneren mangler i fortællingen. Og jeg tror også, det er manglen på denne følelse, der får tjenerens herre til at reagere, som han gør. Han bliver endnu mere vred end tjeneren og kaster ham til sidst ud i mørket. For det er utaknemmeligt af tjeneren, ikke at bruge det, han får, og give af det, han har. Derfor bliver herren sur: fordi tjeneren ikke ser, at han allerede har del i livet og formuen, men at han vælger at spilde det hele på gulvet, da han graver mønten ned. Og det er utaknemmeligt!

Dagens evangeliefortælling rammer et ømt punkt. Jeg synes ikke, det er uden betydning at øve sig i taknemmelighed. Eller at leve sit liv i det lys, at vi alle har noget forskelligt at komme med, noget forskelligt at byde ind med i livet. Måske særligt med de unge i tankerne, men faktisk og helt grundlæggende: for os alle sammen! Det er det, evangeliet fortæller os i dag.

Tjeneren og vi, der hører fortællingen, får at vide, at vi hele tiden skal øve os i at overvinde vores tilbøjelighed til at finde verden uretfærdig i forhold til os selv. Når vi begynder at sammenligne os med andre, og misunde andre det, de har eller det, de er, så gør vi os selv mindre. Når vi sammenligner os i misundelsens skær, er det som om, vi altid kan forhandle med os selv og vores eget værd, hvis vi pludselig møder noget, vi selv synes er bedre eller mere værd end det, vi allerede har. Og er det virkelig meningen?

Jeg siger ikke, at det er let. Men måske burde det være en kristen pligt, ikke at sammenligne sig med andre? Så snart, vi begynder at kigge på andre og misunde dem det, de har eller det, de er, så gør vi vores eget værd relativt. Så gør vi vores eget værd justérbart og usikkert. Som om, vi hele tiden kan forhandle med os selv, ved altid at kigge på det, de andre har eller er.

Men i Guds øjne er vores værd ikke til forhandling.
I Guds øjne er vi alle givet noget og skænket en værdi. Vi er skabt i Guds billede. Og vi bliver døbt til at vide os set og elsket af ham, uanset hvem vi er.
I Guds øjne har vi alle noget at komme med. Noget at bidrage med. Noget at bringe i spil hos dem der er omkring os, og i den verden, vi lever i.

Måske blev misundelsen kategoriseret som en dødssynd, fordi vi i misundelsen fornægter, at vi alle er lige over for Gud og at Guds kærlighed overgår alt andet? Lader vi os påvirke og provokere negativt af alle de forskelligheder, vi møder i verden, så ser vi også bort fra Guds tilsagn om, at vi alle er lige for ham.

Ligheden i fortællingen om de tre tjenere ser vi i, at de alle sammen har den samme herre og det samme fundament for livet – de tilhører ham, ligesom vi tilhører og kan se os selv i lyset af Guds kærlighed.

Søren Kierkegaard skrev et andet sted, at mennesket bør bestræbe sig på at være den bedste udgave af sig selv, i stedet for at stræbe efter at blive en middelmådig udgave af andre. ”Det store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv, og dette kan ethvert Menneske, naar han vil det.”

Det er lidt af en opsang, og lidt af en opgave. Men måske kan det netop lade sig gøre i troens lys? Fordi vi altid allerede er elskede og sete, kan vi få mod til ikke at misunde andre det, de andre har eller er, men være den vi er!

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.

Amen.